Indimellem føres vi af livet steder hen hvor vi instinktivt ved vores sjæl kan synge.
Sådan var det første gang jeg kom til Gisselfeld slotshave for 20 år siden – som ung kunstner spire, og sad og malede akvarel ved søen. Det var også ved den lejlighed jeg for første gang i mit liv så et menneske kramme og tale med et træ!
Sådan var det også anden gang jeg kom dertil – da var Paradehuset – Orangeriet på Gisselfeld – allerede blevet en oase af ro og nærvær i Stig Lauritsen og Greg Kobett´s kyndige hænder. Og jeg fik lov at sidde og male ude i urtehaven, på den fine hvide engelske havebænk med tag.
At mit tredie møde med Gisselfeld og Paradehuset blev et professionelt møde havde jeg ikke set komme dengang for 20 år siden. Ej heller for 8 år siden på den engelske bænk. Det var længe før jeg begyndte at male for alvor, og langt inden jeg anede jeg skulle blive selvstændig.
Men det var det første og det andet møde der ledte til det tredie. Jeg elsker alle de 1. og 2.skridt vi inviteres til at tage i livet. Og jeg elsker når nogle af dem på magisk vis udfolder sig til 3. skridt der langt overgår hvad vi kunne have udtænkt da vi trådte det første skridt.
Tak til alle som kom og var med til sangforedraget i Paradehuset – Orangeriet på Gisselfeld forrige søndag.
Tak til min fotograf kyndige veninde Lise som fangede det hele med sin kreative linse.
Og en stor tak til Stig og Greg, som gennem års dedikation, arbejde og kærlighed har fremtryllet denne magiske oase. Tak fordi i ønskede at huse udstilling og sangforedrag. Og fordi i serverede den allerbedste kaffe og kage. Tak for at i lægger mærke til alt det vigtige og får os alle til at føle os set. Jeres arbejde betyder noget ganske særligt for mange mennesker som finder en eventyrlig pause ud over det sædvanlige i Paradehuset.
Det har været en ære og stor glæde at få lov at bidrage med det jeg kan på et af de smukkeste steder jeg kender.
Min sjæl synger: TAK.
Kærlig hilsen Lise.
